1312 kroner at leve for

Unge til forelæsning

En studerende med den højeste SU-sats får udbetalt omkring 5000 kroner efter skat; nogle får måske hundrede kroner over, nogle måske et par hundrede kroner under. Et værelse i København koster i gennemsnit 3688 kroner. Med lidt hurtig hovedregning giver det 1312 kroner at leve for på en måned for den gennemsnitlige Københavnske studerende. Dvs. altså 1312 kroner ikke blot til mad, men også til tøjvask, ting til hjemmet, en kop kaffe på studiet, forsikring, medicin, tandlægebesøg, Internet, computer, bøger til studiet og andre forventelige udgifter. Derudover, er der selvfølgelig også alle de udgifter man ikke lige forventer, f.eks. ved ulykker.

Her nævnes ikke engang udgifter til nogle af de ting som gør livet værd at leve, f.eks. biografture, musik, byture, pizza, en weekendtur i sommerferien osv., for det er forhåbentligt tydeligt at 1312 kroner ikke rækker til at man både kan spise nok mad og samtidig få lov til at leve som et almindeligt menneske.

Studerende i København overlever i dag ved en kombination af lån og studiejob. Studiejobbet bliver også fremhævet som en god ting at supplere med, ikke bare fordi det er en økonomisk nødvendighed for de studerende, men også fordi det giver tidlig erhvervserfaring og sætter de studerende foran i køen til de ”rigtige” jobs, der forhåbentlig gerne skulle vente på den anden side.

Det skulle man også tro at Morten Østergaard og de andre bag SU-reformen og studiefremdriftsreformen tænkte –og det tyder da på, at de tænker i de baner når de skærer i SU’en og hæver det beløb de studerende må tjene ved siden af studiet: de studerende skal ikke regne med at leve af SU’en, men skal i stedet i højere grad finansieres via deres studiejob.

Men det er blot misvisende, når den anden side af reformen betyder at studerende nu skal studere fuldtid alle semestre, får fjernet eller nedskåret mulighed for orlov og skal leve op til vanvittige krav, som kan betyde at et dumpet fag kan få dem smidt ud af studiet. Dette er konsekvenserne af den selvsamme reform, som den bliver implementeret af Københavns Universitet til næste år. Det må forventes at de andre universiteter, der også er nødt til at implementere reformen, laver lignende løsninger.

Der er stadig er stor arbejdsløshed i samfundet pga. den nuværende krise, og det er i sig selv en besynderlig beslutning - rent statsbudgetmæssigt - at fremskynde folks studieafslutning, da kontanthjælp og dagpengesatsen, som mange vil komme på efter endt studie, fortsat er højere end Statens Uddannelsesstøtte. Desuden er der mange virksomheder, der nyder godt af den billige arbejdskraft, som de studerende tilbyder gennem deres studiejob og disse virksomheder vil blive ramt af det kraftigt reducerede udbud, som fremdriftsreformen vil føre med sig.

De studerende, særligt i København, stresses igennem deres ungdom for at en smart minister og et kor af karrierepolitikere kan skrive de studerendes marginalt hurtigere færdiggørelsestid på deres politiske CV. Samtidig smadrer reformen det studiejobmiljø som eksisterer i Danmark og tvinger de mest bebyrdede studerende ud af studiet. Reformen vil betyde at færre uddanner sig, at de studerende vil blive endnu fattigere, at flere ryger direkte ud i arbejdsløshed og at virksomhederne, der er afhængige af studerende til diverse opgaver, må omstruktureres.

Morten Østergaard var selv 9 år om at få en kandidatgrad. Det er godt 2½ år langsommere end den gennemsnitlige Københavnske studerende. Faktisk er gennemsnittet for alle i regeringen med endt kandidatgrad og offentliggjort start og sluttidspunkt på hele 8,7 år - og her medregnes ikke evt. studietid på andre studier, som der efterfølgende blev droppet ud af. Der er i regeringen også ministre, som stadig ikke har færdiggjort deres uddannelse.

”Gør som jeg siger, ikke som jeg gør!” - hvis fremdriftsreformen var blevet implementeret dengang de studerede på universitetet, ville næsten ingen af Danmarks ministre altså have en uddannelse. Der er en tyk arrogance bag de forventninger som folketinget stiller til de studerende, en arrogance som er nødvendig for at vores folketingspolitikere kan bibeholde den slags dobbelttænking. For naturligvis har den politiske klasse haft godt af deres aktiviteter ved siden af studiet - se bare hvor de sidder i dag - men hvis nutidens studerende forventer at få de samme muligheder, så kan de godt tro om igen.

Der ligger implicit en idé om at politikerne i folketinget er så vigtige for samfundet at deres enormt lange studietid sagtens kan undskyldes.

Tilbage står vi med 1312 kroner og bliver konstant mindet om hvor tilfredse vi skal være med at vores samfund tager så godt hånd om os. Videregående uddannelse er blevet solgt til os om som en vej til fordybning og selvrealisering i et rigt velfærdssamfund og en efterfølgende høj indkomst med gode jobmuligheder. I stedet er det langsomt ved at gå op for flere og flere studerende at vi ikke er den nye stærke sociale klasse i vidensøkonomien. I stedet er vores vilkår bestemt af en elite, som har travlt med at gøre os til tandhjul i en maskine, der i mindre og mindre grad handler om at servicere os og i større grad om at servicere eliten.

Simon Gray, MSc-studerende ved IT-Universitetet, 2013-11-22